Tid til nærhed?

At lære at meditere havde gjort hende godt. Hun fik mere energi, var mere nærværende og havde større overskud til at håndtere eleverne i arbejdet som gymnasielærer. Hun blev nysgerrig efter, hvad meditation ellers kan give og besluttede sig for at tage på retræte for at prøve længere meditationer.

Lad os kalde kvinden Anna.

Hun overraskes over, hvor meget hun sover i de op til fire timer lange meditationer de første dage på retræten. Kæmper imod, prøver at holde sig vågen. Accepterer efterhånden at give efter for søvnen. Mange drømme, hun husker dem ikke, når hun sidder i vejledningsgruppen. Vejleder spørger ind til, hvilke stemninger og følelser, hun kommer ind i. Hun har ikke så meget at sige, fortæller, at hun har tænkt på det at hun sjældent har så mange følelser, eller ikke så meget kontakt til dem. Gruppen dvæler ved det. Du ser trist ud, siger én. Uf ja, svarer hun, jeg føler mig i grunden meget trist. Ikke bare trist, men ulykkelig. Og hun ser helt fortvivlet ud. Stirrer frem for sig. Hvor går tankerne hen? spørger vejlederen.

Til familien derhjemme. Manden. Forholdet er ikke nært. De er gode til det praktiske. De to børn på 6 og 8 år. Hun elsker dem alle, selvfølgelig, men det er en udfordring at slippe dem nær. Børnene vil gerne kramme og sidde på skødet, hun vil helst ikke. Manden føler sig afvist. Noget holder hende tilbage.

Til seminaret om aftenen snakker de om, hvordan vigtige dele af vores følelsesliv er skjult for os, uden at vi ved det. Alle de tanker og følelser, som vi enten synes er for smertefulde at bære, eller som er i konflikt med vores værdier. De er ubevidste eller halvbevidste. Stærke kræfter i os ønsker ikke at kende indholdet af det ubevidste. Havde vi ønsket det, var de ikke endt i det ubevidste. Men forsvaret har en pris. Det kan betyde manglende kontakt til egne følelser og behov, og gøre det vanskelig at udvikle sunde, nære relationer.

I forelæsningen og dialogen bagefter snakkes der om, at vi hver især bruger de samme forsvarsmekanismer om og om igen, de udvikles i barndommen og former vores personlighed. De er nødvendige og nyttige, fordi de hjælper os til at håndtere den eksistentielle smerte det er at være menneske. De viser sig i måden vi typisk opfører os på, hvordan vi taler, går, gestikulerer, hvordan vi smiler, hvordan vi viser (eller ikke viser) aggression på. De viser sig også i vores typiske måde at opføre os på over for vores nærmeste og vigtigste relationer. Og de viser sig i måden vi mediterer på. Meditationen er som et psykologisk spejl, man kan holde op og se sine typiske mønstre tydeligere.

Næste dag tager Anna ordet i vejledningsgruppen. Endnu en meditation med meget søvn, men i den sidste del var hun mere vågen og følte sig trist, igen.

Hvordan påvirkede det meditationen, da de triste stemninger dukkede op i meditationen efter du havde sovet? spørger vejlederen. Hun tænker sig om og svarer: Jeg syntes de var forstyrrende, ødelagde den gode ro efter søvnen. Så jeg ville vel gerne have dem til at forsvinde.

Vejledningssamtalen udvikler sig gradvist. I går fortalte du om forholdet til din mand og børnene. Har du nogle associationer til, hvorfor du har svært ved at slippe dem ind på dig? spørger vejlederen. Anna bliver stille. Så siger hun: Jeg mistede min lillesøster som 8-årig. Hun døde i en bilulykke. Jeg kan huske, at min verden gik i sort. Jeg elskede hende over alt i verden. Jeg var den store, passede på hende, lærte hende alt muligt. Og så, pludseligt var hun væk. Jeg følte mig forfærdeligt alene. Mine forældre sørgede voldsomt. Så jeg lod som om alt var OK, mig skulle de ikke bekymre sig om. Til sidst troede jeg på det selv. Kom mig over det. Livet gik videre, næsten som før. Jeg har faktisk ikke tænkt på hende længe. Men den ulykkelige stemning jeg kom ind i hér minder mig om tiden, da hun døde. Det er den samme stemning.

Anna fortæller videre, der er mange minder. Bagefter siger hun: Puha, det var vanskeligt at slippe mig ind i de gamle følelser, men nu føler jeg mig lettet. Jeg har nok brugt meget energi på at holde sorgen skjult for mig selv. Og jeg kan se, at det, der skete den gang, nok er med til, at jeg holder folk på afstand, ikke mindst min mand og børnene.

Og jeg kan se det samme mønster i meditationen. Måske gentog jeg metodelyden lidt hårdere end nødvendigt for at komme væk fra tristheden. I situationen føltes det som det eneste rigtige – tristheden var jo forstyrrende! – men nu kan jeg godt se, at tristheden er også mig. Den prøvede at få min opmærksomhed, at få lov til at komme nær, efter at have været holdt på afstand så længe.