AFSLØRET OG UDSTILLET
Jeg husker dengang jeg i 9.klasse i december måned blev taget i at stjæle fra et stormagasin. Det var forfærdeligt pinligt. Det værste var at jeg tænkte «Åh nej, nu ringer de hjem og bare det ikke er far, der tager telefonen!».
Jeg blev ført væk af en person gennem butikken - jeg kunne være krøbet i et musehul. På kontoret spurgte de mig hvorfor jeg havde stjålet. Det kunne jeg overhovedet ikke svare på. Det var pinligt at blive opdaget. Jeg vidste jo godt, at det her måtte man ikke og hvordan kunne en pæn pige som mig gøre dette? Selv i dag forstår jeg det ikke helt.
Damen fra stormagasinet ringede hjem. Det var selvfølgelig min far, som tog telefonen. Han var inde i en periode med alkoholproblemer. Jeg husker ikke hvordan samtalen lød, andet end det var ekstremt ubehageligt at overhøre, pinligt og skamfuldt. Jeg skulle love over for de to personer på kontoret, at jeg aldrig gjorde det mere. Det var uklart for mig om de ville melde det til politiet, men det var vist kun, hvis jeg gjorde det igen. Jeg tog brødebetynget hjem. Jeg husker hvordan jeg kom hjem og stod i stuen i vores lille rækkehus med hovedet mod kælderdøren. Min far sad (alkoholpåvirket) i kælderen (han ”skjulte” sin alkohol i kælderen), fordi han ”i fred” ville ringe rundt til flere i familien for at fortælle at jeg havde stjålet, og hvordan ’’det dog kunne ske”. Det var meget ubehageligt at overhøre, men jeg kunne ikke stoppe ham. Jeg husker ikke om jeg forsøgte og min mor gjorde vist heller ikke noget forsøg, selvom hun var tydeligvis også frustreret over at han ringede rundt. Hvis det var min mor, der havde taget telefonen, havde det udviklet sig helt anderledes. Hun ville have dysset det ned.
Det fyldte meget for mig. Ved juletid følte jeg at flere i familien på min fars side talte bag om ryggen på mig. Der blev ikke talt til mig. Min mormor og morfar var mere søde og forstående. Min morfar fortalte, hvordan han som ung havde stjålet nogen kager fra en butik, medens f lere drenge distraherede ekspedienten. Bare jeg ikke gjorde det igen, så var det altså ikke den store ulykke.
I eftertanken var jeg nok blevet inspireret til at stjæle, da drengene i klassen havde været på tyvetogt i det lokale storcenter ført an af ”lederen” fra drengegruppen. Ham var jeg hemmeligt (hvilket jeg først senere forstod) forelsket i. Vores unge klasselærer hørte om drengenes tyvetogter. Han skrev en historie, som mindede om det, der var sket og delte den ud i klassen. Det var meget pinligt for alle. Dem, der var involverede, blev lamslåede, alle følte sig ubehageligt afslørede. Læreren tog hjem til de drenge han havde hørt havde stjålet, informerede forældrene, tvang drengene til at tage tilbage til butikkerne og returnere tyvekosterne. Hver dag tænkte jeg ”Gad vide om min far havde ringet til skolen og afsløret hvor slem jeg var?” Måske havde Stormagasinet gjort det? I mange skoletimer sad jeg og tænkte om jeg var “afsløret” som at være lige så slem som nogen af drengene fra klassen, der i samme periode stjal fra butikker. Da jeg senere på året startede i gymnasiet, tænkte jeg “Gad vide om de var blevet orienteret af min folkeskole“ og opdager hvem jeg i virkeligheden er.
Heldigvis blev mit tyveri ikke opdaget af læreren. Ingen i min klasse vidste at jeg også havde prøvet at stjæle. Det havde da været ubeskriveligt skamfuldt overfor klassen både at jeg - den dygtigste pige i klassen - havde stjålet, men også hvis min lærer var kommet hjem privat og havde set min fulde far.
Ingen i min klasse eller lærerne fik nogensinde at vide, at min far havde et alkoholproblem. Vi skjulte det (og min far skjulte det). I klassen lod jeg som om min far var i arbejde (det var han også - indimellem) lærerne fik heller ikke noget at vide.
I vejledningsgrupper på Acems meditationsretræter og i kommunikationsgrupper senere i livet har det mest tankevækkende været, hvor skamfuldt det var at blive “afsløret” dengang, mere end det at jeg havde stjålet (selvom det holdt jeg også hemmeligt). Jeg deltog i flere vejlednings- og kommunikationsgrupper før jeg følte mig tryg nok til at tale om det, og igen lade mig afsløre. Medens jeg talte om det, sad jeg og kiggede ned i gulvet hele tiden. Det var meget synligt for de andre i gruppen at skammen viste sig. Det var en lettelse da det kom frem at 6 ud af 8 i gruppen havde prøvet at stjæle et eller andet; jeg fik næsten helt latterkrampe over det, fordi jeg havde været så anspændt under min fortælling.
Som voksen har jeg tænkt at min far nok led af depressioner som han dulmede med alkohol. Det var en belastning at se mine forældres anstrengte forhold når han drak. Det var også en økonomisk belastning, at han var uden arbejde i lange perioder og at min mor som havde sekretærarbejde måtte stå for den primære indtjening. Fra 12 årsalderen tjente jeg mine lommepenge selv og betalte også mit eget tøj. Som 15-årig havde jeg to faste jobs med rengøring 3 gange om ugen samt indimellem babysitning om aftenen. Som ung var jeg meget bevidst om hvad pengene gik til. Jeg kunne ikke drømme om at købe en flaske vand til 20 kroner, hvis man selv kunne have vand med i tasken gratis.
Hvorfor stjal jeg? Jeg kan huske, at det var forbundet med stort ubehag at gøre det. Det var ikke for spændingens skyld. Jeg vidste, at det var forkert. Jeg købte noget tøj for mine surt sammensparede penge, og stjal så et tørklæde i tillæg. Jeg havde ikke mange penge, så noget i teenageren tænkte, at jeg næsten havde fortjent lidt ekstra. Noget i mig tænkte også ”jeg er stærk, jeg klarer mig godt”. Når jeg ser på det nu, tror jeg det var en form for teenage-oprør og protest mod at være klemt inde i en familie med en alkoholiseret, uforudsigelig far. En familie, hvor der ikke var plads til mine følelser. En trang til at gøre noget på egen hånd, vriste mig løs og nok også inspireret af drengene i klassen.
Det er blevet tydeligt for mig, at det at begå fejl fortsat er meget ubehageligt og skamfuldt, og noget jeg vil gå langt for at undgå. Det er desværre umuligt at undgå at begå fejl i et langt arbejdsliv, men tanken om, at man kan blive afsløret og hængt ud på forsiden af avisen er skræmmende. I fantasien tænker jeg, at hvis det skete, ville jeg på stedet ophøre som læge. Jeg kan nok have en tendens til hellere at ordinere en undersøgelse for meget end for lidt så ingen kan sætte en finger på mig og mit arbejde.
KONFIRMASJON MED VEMOD
Jeg husker min konfirmationsdag med vemod. Jeg følte min far ødelagde min aften. Min første aften hvor jeg skulle fejres med middag og være i centrum. I tiden op til min konfirmation havde der været flere uger hvor min far ikke havde drukket. Jeg husker jeg tænkte mange gange «Bare han nu ikke begynder at drikke igen og ødelægger min dag.» MIN dag!
Dagen før står jeg i vores lille rækkehus. I kælderen var der en lille gildesal. Festen skulle være i gildesalen, hvor der lige var plads til et bordtennis-bord der kunne skilles ad og laves om til 2 festborde, så vi kunne sidde i alt 24 tæt ved siden af hinanden. Jeg står ved døren ned til kælderen. Min far gik altid derned når han drak. Flaskerne gemte han også dernede. Jeg følte mig sikker på han var begyndt at drikke bare ud fra den måde han begyndte at rumstere på i kælderen eller måden han talte i telefon på. Jeg f ik en klump i maven, følte mig svigtet, vred på min far, følelsen af afmagt, han kunne ikke være det bekendt! Desperation over at jeg nok ikke kunne gøre noget for at få ham til at stoppe. Når han først begyndte, varede det ofte flere uger før han stoppede.
Søndag morgen var jeg ikke i tvivl om at han ville drikke resten af dagen. Han var med i kirken kl 10. Det må have været min mor som kørte bilen. Jeg havde min fine konfirmationskjole på som var min gave fra min farmor og farfar. Specialsyet til mig.
Efter hjemkomsten skulle der ryddes op, gøres rent og laves mad og min far sad i kæl deren og drak! Det var meget trist og jeg var i dårligt humør. Min mor var også i dårligt humør, også nok ked af det på mine vegne om end det kunne hun ikke rigtig udtrykke. Det var mere at hun gik og var småirritabel og vred på min far. Der blev også sagt noget kritisk til ham, og han svarede som regel lidt småirriteret igen “pas jer selv” og det skulle vi ikke blande os i.
Efter at have knoklet hele dagen med at gøre det hele klart (min mor var ikke så god til at planlægge så alt foregik i sidste øjeblik) nåede jeg lige hurtigt at klæde om, før gæsterne ankom til aftensmaden. Maden lavede vi selv, mest min mor, men min storebror og jeg hjalp til.
Under middagen følte jeg mig beklemt og syntes min far opførte sig pinligt. Jeg havde konstant en følelse af at tage mig sammen og smile, selvom jeg ikke var rigtig glad. Husker ikke nogen sagde det højt. Gæsterne var familien og min mors og fars venner. Min far holdt tale - han snakkede vist ikke noget særligt om mig men om alle mulige mærkelig ting i samfundet og var tydeligt påvirket af alkohol. Pinligt. Skamfuldt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, men blev siddende og holdt ud.
Efter middagen gik vi op i stuen og jeg var træt. Min farmor ville have et billede af mig sidst på aftenen i min kjole. Hun sagde ”smil“ og jeg smilede alt hvad jeg kunne. På billederne ser man en træt pige med smil i mundvigene, men ikke i øjnene og slet ikke det store glade smil som jeg følte jeg præsterede.
I eftertanken, er det tydeligt at jeg var god til at være den søde pige og undertrykke irritation og frustration, en stemning jeg af og til kan genkende når jeg mediterer.
Eftermiddagsmeditationen ser jeg frem til. Den behøver jeg efter en lang dag på arbejde. Om morgenen og især i lange meditationer kan det være mere udfordrende. Jeg kan være træt, irritabel eller frustreret, og det kan opleves tungt at skulle gentage metodelyden midt op i det. Der kan jeg komme ind i lidt uklare stemninger af, at dette orker jeg ikke. Impulsen er enten at give op, eller at tage mig sammen, lidt lige som pigen på fotografiet, der lader som om hun er glad, selv om hendes far lige har ødelagt konfirmationsfesten. I ungdommen var det det, jeg gjorde – tog mig sammen, smilede og spillede et spil, også for mig selv, både i og uden for meditationen. Men i meditationen har jeg gradvist indset, at jeg ikke behøver at tage mig sammen. Jeg kan give plads til følelserne i meditationen, også de vanskelige. Jeg kan gradvist acceptere, at jeg kan være trist, at den følelse også er en del af mig.
Hvis jeg har et savn, så er det efter en far, jeg ikke har haft. En far som kunne have været mere omsorgsfuld, talt med og lyttet til mig og vist anerkendelse. Som voksen og mor skal jeg selv huske på at give anerkendelse og ros. Det ligger ikke naturligt for mig. Jeg ved at vi taler meget mere åbent om konflikter og følelser med vores børn, så selvom intet er ren idyl, så har de forhåbentlig fået flere værktøjer til at håndtere følelser.