Hvad siger mit valg af venner om mig?

Jeg husker en episode da jeg gik i 4. eller 5. klasse, hvor jeg har lånt et eller andet af Kasper. Jeg tror det var en CD med et computerspil. Det besynderlige ved mindet er, at jeg den gang var i tvivl om hvorvidt jeg egentlig havde fået lov til at låne det. Jeg har på den ene side en helt klar fornemmelse af, at det havde jeg, men jeg havde samtidig en meget dyb tvivlende usikkerhed, grænsende til skam, om hvorvidt jeg bare havde taget det, uden at spørge. Jeg husker at være i vores klasselokale, der havde store, og som regel ret beskidte, vinduer mod skolegården. Skolebordene med de lyse træbordplader og røde bordben stod i små grupper med skoletaskerne spredt rundt om. Jeg har taget CD’en med i skole for at give Kasper den tilbage. Problemet er bare, at jeg ikke tør give ham den, for hvad nu hvis jeg ikke havde fået lov til at låne den? Jeg husker det som om jeg bruger en god del af skoledagen på at være usikker på mig selv og situationen. En del af mig er bange for, at Kasper kan finde på at sige, at jeg ikke havde fået lov. Der var sjældent nogen aggression mellem os, usikkerheden handlede om hvem der havde den øvre hånd i relationen, og det havde han. Han kunne udstille og udskamme mig foran vores klassekammerater, hvis han ville, og det ville i sidste ende være mit ord mod hans, og han havde flere og mere populære venner end jeg havde. Jeg tror ikke, at noget i denne retning nogensinde fandt sted, men jeg husker en usikkerhed på venskabet, som om at det kunne det godt. I sidste ende lagde jeg CD’en ned i hans skoletaske i et frikvarter uden at sige noget. Vi snakkede aldrig om det.

Jeg husker, at jeg syntes, at Kasper havde den sejeste storebror og det sejeste legetøj. I dag er jeg i tvivl om hvorvidt det handlede mere om det han havde, end den han var. Men, jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne ville være venner med ham i 4. klasse. Som jeg husker det, var hans far kirurg, og hans mor var sekretær. De spillede også golf, og alle i familien var – eller ville være – læger. Hele familien gik på jagt sammen, og der hang ofte fasaner ude foran ved bilen. Jeg syntes det var underligt, at de gik på jagt og skød dyr, for jeg var selv fra en vegetarfamilie.

Det var nok også det eneste jeg syntes var lidt mærkeligt, for mine minder om mine besøg hos Kasper – vi var næsten altid hos ham – var, at huset var fuldt af spændende og sjove ting. Lige fra vildtfremmed legetøj, som hans far havde købt med hjem fra sine konferencer i USA, til de nye og spændende computerspil, som hans storebror havde. Jeg husker også, at de havde en stor gammeldags mobiltelefon i kælderen, der bedst kan beskrives som et bilbatteri med et talerør monteret ovenpå.

Gennem min barndom har jeg som sagt været draget mod venskaber med dem, som jeg så op til på den ene eller anden måde. Kasper havde mange spændende ting. Mads var flittig og god i skolen. Rasmus var god til at spille guitar og effortlessly god i skolen. Morten var god til at tage billeder med sit imponerende vintagekamera. Og så videre. Jeg havde også venskaber, hvor det ikke var tilfældet, f.eks. husker jeg, at jeg allerede den gang var bevidst om det i mit venskab med Thomas. Men, der er mange af mine relationer helt tilbage til den tidlige barndom, hvor jeg var draget mod et venskab på baggrund af beundring. I en ret tidlig alder blev jeg bevidst om logikken i, at hvis jeg blev ven ner med dem, så ville jeg også blive god til det, som de var gode til. Det var der måske lidt om, men det var nok mest magisk tænkning. Jeg har haft denne dynamik med mig i bagagen gennem mange år siden da, og jeg har for det meste ikke været bevidst om det.

Et konkret eksempel er valget af ph.d.-vejleder. Han var i den grad en person, som jeg så op til. Han var tidlig i sin forskerkarriere, havde allerede publiceret i de bedste tidsskrifter, vundet priser og store summer forskningsmidler. Og så var han cool. Også her var der et element af, at hvis jeg knyttede relation til ham, så ville jeg kunne tilegne mig de aspekter, som jeg beundrede.

Et andet og endnu vigtigere eksempel er en tidligere kæreste. Vi mødte hinanden i Paris, og jeg syntes at hun var enormt imponerende. Hun havde en ph.d. i medicin fra et af landets bedste universiteter, var karriereminded, talte med en f lot accent, var kulturelt velbevandret, socialt udadvendt og generelt vellidt, og så havde hun en fabelagtig evne til at snakke om tingene med en særlig indforstået selvfølgelighed, som om hun bare vidste hvad det handlede om. Sådan så jeg hende i hvert fald i starten af vores tid sammen. Uden at gå i dybden, så tog forholdet endelig slut efter fire år og et utal af op- og nedture. Undervejs blev jeg bevidst om, at jeg havde valgt en partner ud fra en beundring, ligesom jeg tidligere havde valgt andre relationer ud fra samme kriterie.

Hvorfor higede jeg efter at være knyttet til disse mennesker? Og hvorfor dette mønster? Emnet kom op at vende i en gruppe på mit andet kommunikationskursus. Svaret var på ingen måde klart for mig, men det syntes klart for de andre: Jeg brugte mine relationer til at løfte mit selvbillede. Gennem min tilknytning fik jeg en form for validering. ”Hvis disse mennesker vil stå mig nær…”

I samme gruppe blev jeg gjort opmærksom på, at jeg er socialt forsigtig. Jeg fik prædikatet ”diplomatisk” sammen med beskrivelsen, at jeg holder for meget igen med at sige min ærlige mening. Dette emne havde også været oppe og vende i min gruppe på kurset året før, hvor jeg blandt andet var gruppens topscorer på ”agreeableness” (”venlighed” på dansk). Gennem gruppen blev det klart, at min sociale forsigtighed formentlig bunder i en usikkerhed på min status i gruppen. Hvis jeg ikke udtrykker mig diplomatisk, men derimod buser frem, er der en risiko for at blive udstødt – groftsagt. I en vis forstand bærer jeg fortsat rundt på en grundlæggende usikkerhed på mine relationer, som har været med mig siden den tidlige skolealder. Hvis jeg ikke har social kapital, så må jeg hellere fare med lempe. Det er på sin vis prisen for at vælge venner/vejledere/kærester/ mv, som jeg ser op til. Relationen er skæv fra starten – de har noget jeg gerne vil have, ikke nødvendigvis omvendt – og jeg må derfor være forsigtig for ikke at risikere at blive skubbet bort. Nu havde jeg ikke valgt grupperne på kurserne, men det er ikke fjernt for mig, at min sociale forsigtighed ligger så dybt, at jeg automatisk tager den med mig i nye relationer, selv om de er mere symmetriske.

Min første reaktion på begge kurser var at tænke på kommentarerne som et kompliment frem for en kritik. Det er da ikke en dårlig egenskab at være ”agreeable” og ”diplomatisk”. Det skal tilføjes, at min daværende kæreste – kvinden fra Paris – havde et helt andet syn på mig hvad dette angik. Hun så mig ofte som kold, kritisk og kontrollerende, og det var derfor en stor lettelse at høre fra min første gruppe, at det i hvert fald ikke var sådan de så mig. I min anden gruppe blev det imidlertid klart, at sandheden snarere lå et sted mellem kommentarerne fra min første gruppe og dem fra min daværende kæreste.

Min anden gruppes feedback var, at selv om jeg var venlig og diplomatisk, så kunne jeg til tider virke irritabel og måske endda lidt vred, og at jeg i disse situationer også kunne blive fjern og tilbagetrukket. Gruppen så, at det skete, når jeg ikke fik min vilje. I gruppekonteksten syntes det som et indirekte virkemiddel til at trække opmærksomheden over på mig selv uden at tage ordet. Dette kom som en stor negativ overraskelse, både fordi det gik imod min selvopfattelse, men også fordi det virkede så selvmodsigende i forhold til gruppens øvrige feedback. Hvordan kan jeg blive opfattet som både venlig og vred? Det var klart, at det skete, når jeg var utilfreds, og hvis jeg har en tendens til at holde igen med at sige min ærlige mening af frygt for udstødelse, så er det ikke en fjern tanke, at dét gruppen oplevede, var min undertrykte utilfredshed. Undertrykt i en grad, hvor jeg knap nok selv havde erkendt den.

Et eksempel er de gruppesituationer, hvor jeg sad med en uudtalt følelse af, at nu havde en af de andre godt nok talt længe, og nu ville det være fint, hvis en anden kunne komme til orde. Men, det er ikke nogen speciel sympatisk holdning at have, og jeg havde jo også selv siddet og talt længe da det var ”min tur”. Det er jo blandt andet dét, man er der for. Med andre ord, det var en frustration, som jeg skammede mig over, og egentlig helst ikke ville kendes ved. Dette kunne som sagt nogle gange foregå på et plan, hvor jeg ikke var helt bevidst om det. Men, uanset min egen erkendelse, eller mangel på samme, af disse følelser, så var jeg selv af den opfattelse, at jeg ikke viste dem udadtil. At det var noget, der kun foregik inde i mit hoved, og at det dermed var noget, jeg kunne kontrollere. Det viste sig i den grad at være forkert, og det er næsten det værste: at jeg ikke selv var opmærksom på det. Det var et rigtigt blind spot.

Erkendelsen om denne tilbageholdte utilfredshed var på mange måder en øjenåbner. Én ting var, at jeg for første gang så denne side af mig selv, og at den var aldeles uvelkommen. En anden var, at jeg genkendte den hos min far.

Jeg tror roligt, at jeg kan skrive, at jeg ikke var nogen specielt højtpræsterende dreng i folkeskolen og gymnasiet. Det var først da jeg startede på universitetet, at jeg begyndte at præstere, og siden da er det også gået fint. Jeg tror imidlertid, at mine forældre, måske især min far, havde forhåbninger til mig fra en tidlig alder. Jeg skulle helst gå til en sport. Jeg måtte selv vælge, men jeg brændte aldrig rigtig for noget, og dermed blev det en lang liste med årene: svømning, ishockey, speed skating, håndbold, badminton, golf, og tennis for at nævne dem, der lige falder mig ind. Jeg husker, at min far nævnte, at golf og tennis var gode, fordi de også kunne bruges i arbejdssammenhæng senere i livet. Ligeledes faldt det i god jord, da jeg valgte tysk i stedet for fransk i folkeskolen, fordi Tyskland var et stort eksportmarked for Danmark. Jeg blev dog aldrig nogensinde god til hverken golf eller tennis, eller nogen anden sportsgren. Jeg udmærkede mig heller ikke med mine tyskkundskaber.

Jeg sidder i dag med en følelse af, at jeg nok har skuffet mine forældre i den fase af min opvækst. Jeg levede ikke op til forhåbningerne, greb ikke mulighederne. Jeg spillede mest af alt bare computer. Ligesom jeg har en tilbøjelighed til at udtrykke min undertrykte utilfredshed gennem mit kropssprog uden at være opmærksom på det, så tror jeg, at min far har kæmpet med det samme. Jeg kan også levende forestille mig, at han ikke har ønsket at vise noget udadtil. At han, ligesom jeg, havde en forestilling om, at frustrationen kunne holdes indvendigt. Det lykkedes kun delvist, og at jeg har registreret utilfredsheden på et eller andet niveau. Jeg tror ikke, at min fars undertrykte utilfredshed er årsagen til, at jeg har haft behov for at løfte mit selvbillede gennem mine relationer. Snarere ligner jeg ham på det punkt, ligesom på så mange andre. En fælles tilbøjelighed. Og det var først, da jeg blev gjort opmærksom på mit eget blind spot, at jeg kunne lave koblingen til min far.

I forbindelse med at jeg har arbejdet på denne artikel har jeg også diskuteret indholdet med mine forældre. Den mest slående indsigt fra disse samtaler var, at min far genkendte oplevelsen af en uudtalt utilfredshed fra sin egen far – min bedstefar havde altså også en tilbøjelighed til at tilkendegive sin utilfredshed gennem sit kropssprog. Min far har endda haft en bevidst-hed om det og prøvet at undgå at bringe det samme mønster ind i sit eget familieliv, men alligevel har det sneget sig ind.

I dag er jeg mere bevidst min tilbøjelighed til at indgå skæve relationer, og det har hjulpet mig til at indgå nye på et mere robust fundament. Men min sociale forsigtighed og uudtrykte utilfredshed er fortsat temaer, som jeg arbejder med at forstå og forhåbentligvis også ændre på. Ligesom min far ønsker jeg ikke at tage det med videre i mit eget familieliv, men tiden må vise, om det lykkes.